Hvis alt hvad du ved om Japans landskab, er det, du ser uden for dine kugletogvinduer på kørsler mellem Osaka og Tokyo - en malerisk banalitet, der lykkedes inden for en tomme af sit liv - vil Hokkaido overraske dig. Denne nordligste af Japans vigtigste øer er også den hårdeste, koldeste og mindst afviklede og tegner sig for 22 procent af landets landmasse, men kun 4 procent af befolkningen. Der er et par fantastiske byer og masser af maleriske (og langsomt døende) byer. Men dens virkelige træk er dens enorme urskove (som dækker 70 procent af øen), dens vulkanske toppe (nogle af ildringen er aktive), dens milde somre, dens fecund vestlige stil gårde og frem for alt dens vinter, som varer godt seks måneder og bringer dejlige sne (191 tommer om året).

Hokkaido om vinteren er virkelig troldmand. Intet i guidebøgerne, fotografierne eller GoPro-videoerne kan forberede dig på den forbløffende skønhed i dette skarpe land. Det er ikke tilfældigt, at mange af Japans fineste kunstnere - Akira Kurosawa, Haruki Murakami, Takuboku Ishikawa - har sat meget fremragende arbejde i sine vinterlige områder. Hokkaido er miljøækvivalenten til eposet; her er en harmoni af naturlige former, der svarer mere eller mindre til, at jorden taber mikrofonen ... for evigt.

Hokkaido er hjemlandet for Ainu, øens forfulgte indfødte indbyggere, der stædigt har bevaret deres kultur på trods af den bedste indsats fra århundreder af japanske besættere. Det er Japans store vilde grænse. Det er nord for muren; det er Deep Earth. Det skandinavisk-inspirerede interiør i Lookout Cafe i Niseko; udsigten til Mount Yotei fra Niseko Village. Takashi Yasumura

Øen har altid været populær blandt japanske bryllupsrejser og vintersportere, men for nylig begynder en hel masse andre folk at tage seriøst opmærksomhed på dette vidunderland i nord. Turismen er langt op, især fra andre asiatiske lande. Udviklere har noteret sig, udvidet hoteller og spillesteder, og der er endda rygter om, at kinesiske investorer har opereret bag kulisserne og snappet vand- og mineralrettigheder over hele øen. Men den rigtige startpistol vil dukke op i år, når den 33 kilometer lange Seikan-tunnel, der forbinder Hokkaido med hovedøen Honshu, endelig begynder at rumme Japans ikoniske Shinkansen eller kugletog. Det tager lidt over fire timer at rejse fra Tokyo til Hakodate, Hokkaidos sydligste by, hvilket gør en weekendtur fra Tokyo ikke kun mulig, men virkelig, virkelig fristende. Nogle siger, at intet virkelig ændrer sig - øens befolkning bliver ved med at blive gråere og mindre og fattigere. Hard-core boosterne er overbeviste om, at det Shinkansen-ledede turistboom vil puste nyt liv i nord. Min bedste ven i Tokyo ryster bare på hovedet på mit spørgsmål og fortæller mig at spørge Ainu hvad de synes.

Intet i guidebøgerne, fotografierne eller GoPro-videoerne kan forberede dig på den forbløffende skønhed i dette skarpe land.

(For pokker.)

Under alle omstændigheder regner jeg med, at dette er tiden til at besøge, når tingene stadig er imellem og ustabile og underlige. Før gamle Hokkaido slutter, og nye Hokkaido begynder, før denne barske, stolte ø er underlagt den skæbne, der venter på den.

Det sner i Sapporo, når vi lander.

Det ser altid ud til at sne i Sapporo. På grund af en næsten konstant opsamling af det arktiske vejr fra Sibirien er Hokkaidos hovedstad en af ​​de mest pålidelige snebyer på planeten. I betragtning af alt, hvad jeg har læst og hørt, forventer jeg halvt, at vores fly lander lige midt i en stormsvækket, bjørneb belejret tundra. Lookout Cafe er en kort ski fra toppen af ​​Niseko-gondolen. Takashi Yasumura

Den nye Chitose lufthavn er dog alt andet end vildmark. Så meget som det er muligt for en lufthavn at poppe, popper New Chitose. Det ser ud til at være modelleret efter Apple-designets æstetik: ren, futuristisk, nem at bruge. Butikkerne overfylder med vakuumforseglede majs og whisky og Ainu-nipsgenstande og Nippon Ham Fighters-trøjer og mere chokoladekonfekt, end du kan ryste en pind på - Hokkaido er trods alt berømt for sine mejerier. Det er himmelhimmel, og du kan let miste en halv dag, og alle dine dukater handler her, hvilket er, hvad skarer af kinesiske turister synes at have til hensigt at gøre. Min kinesisk-amerikanske partner - jeg kalder hende fru Marvel - genkender straks accenten. Beijing, hele vejen.

Når vi trækker vores snestøvler mod bagagekrav sammen med det tredje medlem af vores trojka, La Bachatera - japansk ved Fort Lee, New Jersey - ser jeg min første bjørn. Jeg havde prioriteret bear-spotting på denne rejse, da bjørnen, længe æret af Ainu, er central for Hokkaido-mærket. Denne bjørn er desværre kun en reklame, en overstørrelse kaiju, der snapper Sapporo TV-tårnet med et enkelt skub af sin massive pote.

Vores plan var at blive i Sapporo en nat og derefter springe frem til Mount Yotei, Hokkaidos åndelige hjerte. En ting skal du tage i betragtning, når du besøger nord om vinteren, dog: vejret kører showet. Takashi, portneren på Cross Hotel, informerer os om, at vejene op til Yotei-bjerget er lukket på grund af sne. Måske rydder det op i morgen. Måske ikke.

På Takashis råd gør vi standarderne: besøg Sapporo Clock Tower, en af ​​de få overlevende strukturer fra Sapporo Agricultural College, som vestlige rådgivere hjalp med at etablere i 1870'erne; vade gennem en tyk sne for at tage en gondoltur op til Vinter-OL-hoppestationen 1972 med udsigt over Sapporo og Ishikari-sletten; tur det gamle Sapporo Bryggeri og bug ud på alle de vintage annoncer; gambol omkring Miyanomori International Museum of Art og Hokkaido Museum of Modern Art; og runde tingene ud ved at spise Hokkaido suppecurry på Treasure og Genghis Khan-grill på Itadakimasu (begge er Sapporo-specialiteter, og begge er fremragende). I løbet af vores spadseretur spiser jeg næsten konstant, fra hjørne-stall gyoza til vogn-solgte bagt yams. Som i de fleste japanske byer er du aldrig mere end 20 skridt fra noget koldt libation eller et varmt udsnit af lækkerhed, hvilket gør impulsnosning næsten umulig at modstå.

Når natten falder, går vi hen, hvor handlingen er ved: Susukino underholdningsdistrikt, der er som det mindre forstyrrede, mere koffeinholdige yngre søskende til Kabukicho i Tokyo. I denne pulserende crosshatch af barer, restauranter og neon hældes drinks af de millioner om natten. På næsten hvert hjørne mølles værtsskoler i giftfrisører, der forsøger at lokke piger ind i klubber, mens de bagved cirkler rundt i svømmeparkas og tilbyder - jeg beder dig ikke - bindemidler fulde af kvinder. Det er her Hokkaidos børn kommer ned —Og hvor turister kommer for spænding. En gade i centrum af Sapporo. Takashi Yasumura

Dawn finder vores lille trio på Curb Market, manøvrerende omkring skorper af gammel sne. Dette er Sapporos toblok-svar på Tokyos Tsukiji fiskemarked, sprængfyldt med kongekrabbe og hele stimer af tørret sild og et bredt sortiment af lokale produkter. En turistfælde, vi er blevet advaret af de lokale - men fælde eller ej, jeg springer ikke over en sushi-morgenmad i byen med angiveligt den friskeste fisk og skaldyr i hele Japan. Mens vi køber kasser med individuelt indpakkede kolber Hokkaido-majs til omiyage, taler La Bachatera indehaveren, en høj, selvsikker blå mærke, til at anbefale en sushi-restaurant, der er mindre turist-trappy.

Marusan Tei er fantastisk, siger han og puster op. Jeg spiser der selv. Ikke for dyrt.

Vi ender ved et langt bord med en ensom japansk turist i tyverne. Hendes kamera er massivt. Hvad angår skaldyr donburi, er det super-oishii, især uni. Vores spisepartner godkender også og efterlader ikke et eneste riskorn bagved.

Tilbage på hotellet trænger fru Marvel og La Bachatera sig sammen med Takashi, som de ser alvorligt ud for. Denne høje, smukke, effektive, virkelig venlige unge mand er Hokkaidos bedste reklame for sig selv. Vores plan havde været at gå til Otaru og derefter Niseko og derefter besøge Ainu-museet i Shiraoi - efter en cirkel mod uret omkring Yotei-bjerget. Men Takashi, der har alle de seneste vejrnyheder, foreslår at gå i den modsatte retning for at give lidt mere tid til vejene til Niseko at blive ryddet.

Sneen falder let, når vi pakker vores tasker i taxaen. Takashi står udenfor hele tiden i kulden uden en frakke, der samler sig flager i hans hår. Når vi trækker os, bøjer han sig dybt. Jeg må være sentimental, fordi hans dedikation rører mig.

I bilen satte jeg hovedet ned. Når jeg vågner op, finder jeg, at verden har ændret sig. Vi er kommet rigtig ind i yukiguni — Snow Country. Højden, kombineret med regelmæssige stormfronter fra Sibirien, gør Niseko til et paradis for sneelskere. Takashi Yasumura

Hokkaidos wintriness er overvældende i sin skala og svimlende i sin mille-feuille-kompleksitet. Jeg stirrer målløs på de sibiriske sne's bølgende driv, på de høje alper i det fjerne og på den endeløse urskov, der dækker dem. Lake Shikotsu ligger foran os, en caldera sø blå som et øje, omgivet af tre vulkaner og omsluttet af en tåge af frosne, arkaiske træer. Dette land er en ægte sang af ild og is. I dagene før japanerne ankom, da det kun var Ainu, var det også ulveland, der hylede op over bjergene. Vi er i Deep Hokkaido nu, så dybt som du kan komme, når du er i en opvarmet, immaculately udpeget førerhus.

Ligesom jeg er ved at tale, træder en rød ræv ud på vejen, et farveafrop mod drivene. Det giver os et enkelt ligegyldigt blik, inden vi glider tilbage i træerne. Ligesom Shimamura i Yasunari Kawabatas roman Sne land , Jeg føler mit bryst hæve sig over den uudrykkelige skønhed ved det.

Hokkaidos wintriness er overvældende i sin skala og svimlende i sin mille-feuille-kompleksitet.

Den vedholdende ironi ved Hokkaido er, at de meget naturlige kvaliteter, der gør det så uimodståeligt for udenforstående, er det, der historisk har beskyttet øen fra dem i første omgang. I tusinder af år var dette fjerntliggende, ugæstfrie land kun Ainu og Ainu. Et oprindeligt folk med lysere hud og hårere kroppe end japanerne, Ainu skabte en animistisk civilisation, der legemliggjorde det japanske ideal om at leve tæt på naturen, at formå at være, som Bashō skrev, venner med de fire årstider - som du ville tro måske have givet dem et pass, da de endelig kom i kontakt med den ekspanderende japanske i 1300'erne.

Ak, det gjorde det ikke. Da japanerne skubbede nordpå ind i Hokkaido, bragte deres angreb handel, alkoholisme og krigsførelse og skubbede langsomt Ainu ud af de sydlige dele af øen. Men den japanske kolonisering af Hokkaido startede først virkelig i 1870'erne, da Meiji-embedsmænd begyndte at frygte, at Rusland muligvis beslaglagde øen. Så Meiji-regeringen modvirkede en mulig invasion med en reel. Tusinder af bosættere, mange af dem samurai uden franchise, blev tragt nordpå, lokket af skatteamnestier og jordtilskud. Hele pionerbopladser blev udslettet af vejr, sygdom og afgrødesvigt - men regeringen, som havde brug for alle de naturlige ressourcer, den kunne lægge sine hænder på for at fremme dens modernisering, gav ikke afkald. Til sidst blev Hokkaido erobret.

For Ainu var det slutningen - omtrent så tæt på apokalypsen som du kan opleve og stadig være der for at tale om det. Ud over at få fat i hele landet førte japanerne en politik med tvungen assimilering og fratog Ainu deres navne, deres sprog, deres kultur og endda deres tatoveringer. Ainu fik forbud mod at fiske laks - hvilket ville være som at forbyde japanerne at opdrætte ris. Mange blev tvunget til at arbejde under slaveagtige forhold i miner og i - vente på det - erobrernes fiskeri. (Hvis du vil vide, hvor de japanske kejserlige programmer for Korea, Taiwan og Kina begyndte, skal du ikke lede længere end Hokkaido.) For at gøre sagen endnu mere forfærdelig nægtede den japanske regering endda at anerkende Ainu som oprindelige folk indtil Ainu-aktivisme. hjalp med at vælte den vanvid - i 2008 . Diskrimination mod dem forbliver voldsomt.

Og alligevel, på trods af alt, er Ainu stadig i Hokkaido og gør deres verden. I de sidste par årtier har der været en markant genopblussen af ​​stolthed i Ainu-traditionen. Unge aktivister har taget op, hvor deres ældre slap, og Ainu-sproget, længe på randen af ​​udryddelse, oplever en mindre genoplivning. Kunstnere som Oki Kanno og Mina Sakai fra musikgruppen Imeruat er vidnesbyrd om Ainu-kulturens overlevelse.

Ainu er Hokkaido, og overalt hvor du ser på øen, vil du finde spor af dem. Men hvis du er rejsende, og du vil se Ainu tæt på, er chancerne for, at du ender med at gøre det, vi gør. Du løber ned til kystbyen Shiraoi, og der ved bredden af ​​Lake Poroto finder du Porotokotan Ainu Culture Village. Med replikaer af traditionelle stråtækte huse (chise), et ikke uinteressant museum og bedst af alt ærlig mod godhed Ainu, er Porotokotan indfødt kulturturisme på sin mest lærebog. Haven til Miyanomori International Museum of Art i Sapporo. Takashi Yasumura

De eneste andre besøgende er et kinesisk par. På trods af vores dårlige tal stiller Ainu-personalet op på en forestilling under en mørk baldakin af tørrende laks. MC knækker en vittighed om, hvordan han kun bærer sit traditionelle tøj ni til fem. Han får selskab på tatami-scenen af ​​seks Ainu-kvinder klædt i udførligt broderede kapper. I den næste halve time leverer de en forestilling, der inkluderer sang, dans, informative foredrag og en demonstration af mukkuri, en mundharpe.

Bagefter vandrer vi lidt rundt på grunden. Tag billeder foran den 50 fod høje statue af en skægget Ainu-høvding. Besøg museet og bliv deprimeret over Ainus forfærdelige historie.

Det er først, når vi er ved at forlade, at vi ser burene. I den første er to sunde hvide Hokkaido-hunde, der springer begejstrede op, når de ser os. Og bag dem, i et andet bur, bunket på jorden, næsten uigenkendeligt, er der en bjørn.

Min første rigtige bjørneobservation, og det er ikke en storslået ur-ursine, men en krympet, sløv fange i et bur. Tal om forsigtigt, hvad du ønsker. Ainu plejede at ofre bjørne, så måske er det bedre end at blive opfedt og derefter skudt med pile. Men jeg er ikke så sikker.

Hvad tror du vil ske, hvis vi låser buret op? Jeg spørger.

La Bachatera gnider hendes næse. Jeg formoder, at det sandsynligvis kommer ud og spiser os.

Så i stedet for at blive spist, beslutter vi at krydse tilbage gennem Shiraoi. Byen ser døvere ud end død; de unge mennesker, forklarer vores chauffør, er alle i Sapporo. Vi stopper ved en yakiniku-restaurant, Ushi no Sato, for at prøve det berømte Shiraoi-oksekød, Takashi fortalte os om. Trækker mig ikke ned, men grillen lever op til sit ry.

Nat var faldet, da vi nåede Niseko. Vi kører langsomt, fordi dette er endnu dybere yukiguni end hvad vi stødte på tidligere. Ni meter sne er faldet på kun tre dage, og i hele strækningen af ​​turen slalom vi mellem rene vægge af maskinudskåret sne. Endelig i udkanten af ​​byen trækker vi os ind i en dagligvarebutik for at orientere os, og det første blik, der byder mig velkommen, er to uklare, hvide skibroer i snebukser, der guzzler øl på parkeringspladsen. The Barn, en bistro på Kimamaya-hotellet i Niseko i en bygning inspireret af traditionelle Hokkaido-bondegårde; en gang ved Kimamaya. Takashi Yasumura

Brug nok tid i Japan, og det pludselige udseende af hvide mennesker, der laver hvide ting, kan være foruroligende. Jeg bemærker andre høje hvide fyrer, der springer ud af dagligvarebutikken med kasser med øl.

Vi er ikke længere i Hokkaido, er vi? Jeg spørger. Fru Marvel, der virker lige så chokeret som mig, siger, det tror jeg ikke.

Vi bunker ind igen, men et par blokke senere stopper chaufføren brat. Jeg tror måske, at der er noget galt, men han peger på sit vindue. I det fjerne vævder Mount Yotei, berømt for sin symmetriske kegle og i det øjeblik om det smukkeste syn, jeg nogensinde har set.

Hvis Snow Country har en kronjuvel, er Niseko sandsynligvis det. Her blandt de vulkanske højder på Mount Yotei og Annupuri-området er øens førende skiområde, ofte kaldet St. Moritz i Orienten for sin lange sæson, ensartede sne og et champagnepulver med næsten overnaturlig perfektion. Australierne og kiwierne var de første til at gøre Niseko til en ting, da den japanske økonomi tankede i 1990'erne - fantastisk sne til rimelige priser uden at skulle gå halvvejs rundt om i verden - men nu har Niseko fans overalt i den sneelskende klode. Resten af ​​landdistrikterne Hokkaido kan være flad, men Niseko blomstrer. Al denne internationale kærlighed har forvandlet denne søvnige Hokkaido by til en travl udstationeringszone med den højeste koncentration af runde øjne på øen. Og vi taler ikke kun turister; der er også et voksende gaijin-samfund, der er bosat i Niseko året rundt - bosættere af en anden slags. Birketræer ved foden af ​​Yotei-bjerget i Niseko. Takashi Yasumura

Efter et par forkerte drejninger på de drivbundne gader - to etager højt steder - formår vi at nå vores hotel, den spektakulære Kimamaya ved Odin, som med sine almegulve og mørke granit er Niseko-boomens smukkeste barn. Ved indtjekningen får vi et flot asiatisk par. Efter at have lyttet til dem i et par sekunder, hvisker fru Marvel, Singapore.

Efter at have afleveret vores tasker, kører vi ud i den kølige nat og vælger os rundt i de store masser af for nylig faldet sne forbi alle mulige nybyggerier, nogle af dem interessante, en masse kasserede forbi madvogne og travle skiudlejningsbutikker, indtil vi endelig står foran bjergets oplyste herlighed. Snemængden vender først nu tilbage fra en løbedag, og når vi går rundt, er der øjeblikke, hvor det føles som om nogen har vendt hele byen til en frat. Der er endda tegn på engelsk, der råder besøgende til ikke at kaste offentligt.

Middag foregår på Bang Bang, en af ​​byens mest elskede izakayas, vores fest presset mellem to hjertelige australske skifamilier. Kushiyaki er pænt færdig, især hokke, selvom jeg tvivler på, at jeg hører mere end to sætninger japansk i hele vores måltid. Ezo Seafoods, udråbt som den bedste i byen, er lige nede på gaden - ned ad sneen, virkelig - så vi trænger til et par fremragende cremet friskskudte østers. Nu hvor det salte er taget hånd om, fru Marvel kræver dessert, så det er over til Niseko Supply Co. for kaffe og galetter. På anbefaling fra Kimamaya-personalet afslutter vi natten på Bar Gyu +, en natteplads, der er adgang til gennem en køleskabsdør, der på grund af den drivende sne ser ud som om den er sat lige ind i en snowbank. Vi nipper til single-malt Yoichi og sprød yuzu mojitos. Når vi betaler vores regning, påpeger La Bachatera meget høfligt vores australske server, at menuen har ordet Japansk stavet forkert.

Mærkeligt, siger hun. Jeg har været her hele sæsonen, og det bemærkede jeg ikke.

Den næste dag er lyseblå himmel fra horisont til horisont. Vi dypper ned i låven, Kimamayas restaurant, til en morgenmad på A-niveau - selv skålen ser ud til at være kurateret - og derefter går vi efter en brace af espressoer på Green Farm Café mod liften op til toppen af ​​Niseko Village Ski Area. Tro det eller ej, denne ødreng var engang en solid skiløber, men efter min nylige rygmarvsoperation er skiløb ikke længere på dagsordenen. På liften er vi de eneste uden ski eller tavler. Jeg føler et træk af tristhed, men hvad kan du gøre?

Jeg vil fortælle dig en ting: intet forklarer Nisekos popularitet ligesom at være på bjerget midt i al den herlige sne. De guddommeligt skulpturelle skråninger sværmer med skiløbere på alle niveauer, fra hvad der ser ud til at være hvert hjørne af verden. Der er kinesere fra fastlandet i udlejning af snedragter, der falder over med stor opgave; flere australske accenter, end jeg har hørt siden Melbourne; nogle franske også.

Pigerne vandrer rundt og tager fotos, men jeg tilbringer det meste af min tid på skråningen med at stille sammen med Yotei-bjerget, hvis hyggelighed har fortjent det monikeren Fuji of the North. Efter næsten at være kørt over et halvt dusin gange bevægede jeg mig til pigerne. Tid til at gå tilbage til byen. En elevator i skiområdet Niseko Village. Takashi Yasumura

Vi har frokostreservationer på den stærkt anbefalede Prativo, som ligger lidt uden for udvejsområdet, så vi kalder en taxa - og det er når vi møder Ohtaka-san. Affable, kyndig, kølig under pres med reflekser fra en online-spiller, Ohtaka er nøjagtigt den driver, du vil have i Snow Country. Han synes ikke engang at have noget imod mine spørgsmål. Hans gaijintolerance er virkelig høj.

For 15 år siden var udlændinge en rigtig nyhed her, forklarer han, men ikke længere. Når jeg spørger ham, hvad han synes om tilstrømningen af ​​udlændinge, bliver han stille i lang tid og siger derefter, at det har været omkring 80 procent godt og 20 procent ikke så godt.

Interagerer det japanske samfund og udlændinge meget?

Han ryster på hovedet. Ikke efter min erfaring.

Fra det jeg ser er Niseko mindre en kontaktzone, hvor kulturer mødes, og mere en ekskluderingszone, hvor alle de udfordringer, der gør rejser i Japan så givende - sprogbarrieren; de mystificerende kulturelle forskelle; den konstante byrde ved at være en anden i et samfund, der er stolt af sin homogenitet; lokalbefolkningen selv i al deres mangfoldighed - er blokeret.

Det er heller ikke kun mig. Selv den beboende gaijin-vittighed om Nisekos underlige opskrift. Som Joe, vores engelske tjener hos Niseko Supply Co., forklarer os, når den internationale skare skal ud af Niseko, siger de, at de skal til Japan.

Ingen fornærmelse for nogen, men jeg kom ikke til Japan for at hænge ud i et gaijin-sikkert område - det kunne jeg gøre tilbage i Boston gratis. Og jeg er bange for, at hukommelsen fra Ainu ikke hjælper - efterlod mig intet humør til invasioner af nogen art. Selvom jeg er lige så meget indtrængende som nogen.

Læren her kan være, at hvis du kommer til Niseko, så prøv ikke først at besøge Ainu.

Om foråret ankommer Shinkansen til Hokkaido, og med det fremtiden. Måske, som nogle forudsiger, vil intet virkelig ændre sig, og byer som Shiraoi vil fortsætte med at visne, deres unge mennesker flygter en masse til Sapporo, Tokyo og videre. Måske vil fremtiden være Niseko-invasionen, der skriver stort over hele øen. Jeg formoder, at der er folk, der ville elske at se noget lignende ske. Bedre Niseko end et lig som Shiraoi, ville de argumentere for.

Når jeg overvejer den mulige fremtid, tænker jeg på Hokkaido-ulven, nu uddød, og jeg tænker på Hokkaido-bjørnen i hans bur, og jeg tænker på den Hokkaido-ræv, jeg så på vejen, der så på os som om vi ikke var noget. 'Galette komplet', en morgenmadsret på Niseko Supply Co. Takashi Yasumura

Jeg tænker på Takahashi med flagerne i håret.

Og selvfølgelig tænker jeg på Ainu.

Hvad vil fremtiden bringe Hokkaido? Ulv, bjørn, ræv? Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved, hvad jeg frygter, men i fremtiden for at fejlagtigt citere Thomas Mann: Jeg kan ikke vide, og du kan ikke fortælle mig det.

Lad fremtiden bringe, hvad den vil; i øjeblikket vil jeg holde fast ved Sapporo med dens frisk-til-døden swagger og dens legendariske ramens. Og jeg vil holde fast i Hokkaido af Snow Country, ikke kun fordi det er sandt og smukt og dyrebart, men fordi måske en dag mig og en version af den titaniske bjørn, jeg så i lufthavnen, måske mødtes. Forhåbentlig forsøger hun ikke at spise mig.

Efter endnu en kop kaffe i Niseko Supply Co. siger jeg til pigerne: Skal vi? La Bachatera beder om regningen, før jeg er færdig med at tale.

Vi kalder Ohtaka, og heldig for os er han fri for dagen, så han øser os op, og det er det for Niseko. Vi afslutter vores tur, hvor de fleste går først fra Sapporo: i Otaru med dets berømte glasvarer og dens maleriske kanal. En historisk havn, den overlever på dagtripende turister fra Sapporo, men om natten bliver det til et andet lig.

Vi ankommer om natten.

Men det er stadig i fremtiden. I øjeblikket har vi meget vej at dække. Jeg har stadig håb om en sidste bjørn.

Vi går tilbage ind i Snow Country. Ohtaka fortæller os om sin tid i Selvforsvarsstyrken og om hans to sønner, begge forudsigeligt i Sapporo. La Bachatera oversætter med glæde, og fru Marvel har travlt med Otaru-sektionen i vores vejledning. Mount Tengu. The Sild Mansion. Music Box Museum. Jeg kan ikke forhindre mig i at vende mig om for at få et sidste glimt af Mount Yotei, som Ainu mente var det første sted, der blev skabt i vores verden. At se det i det lys, mod den blå himmel, tager næsten dit hjerte ud.

Og så forsvinder den også.

Video: Sådan pakker du til vinterrejser

Detaljerne: Hvad skal man gøre i Hokkaido

Er på vej

Indtil kugletoget ankommer, er øen lettest tilgængelig med fly via New Chitose lufthavn. For at komme til Niseko skal du hoppe på en shuttlebus fra lufthavnen til en tre timers tur vestpå.

Hoteller

Cross Hotel Sapporo: Denne høje ejendom ligger en kort gåtur fra Sapporo Clock Tower og tilbyder en flot udsigt over byen. Sapporo; crosshotel.com ; Doubler fra $ 133.

Kimamaya af Odin: En hyggelig ni-værelses kro med vestlige værelser og en spa udstyret med badekar. Niseko; kimamaya.com ; Doubler fra $ 252 .

Restauranter

Bang Bang: En elsket izakaya kendt for sine spyd af grillet makrel og kyllingehjerter. 188-24 Yamada Kutchan, Abuta-gun, Niseko; 81-136-22- 4292; spyd fra $ 2.

Bar Gyu +: Gå ind i denne oase gennem en køleskabsdør og tag et bryg efter en dag i pisterne. Niseko; gyubar.com .

Laden: På Kimamaya ved Odins bistro (til højre) er der en autentisk fransk menu og en glasvæg, der viser det snedækkede terræn. Niseko; nisekobarn.com ; Indgang $ 14– $ 28.

Marusan Tei: Det bedste sted for fisk og skaldyr donburi nær Curb Market. 20-1-2 Nishi Kita 12 Jo, Sapporo; 81-11-215-5655; Entrées fra $ 15– $ 28.

Green Farm Café: Et afslappet sted for kaffe, te og bid fra jord til bord. 167-6 Yamada Kutchan, Abuta-gun, Niseko; 81-136-23-3354; Entrées $ 8– $ 13.

Itadakimasu: En centralt beliggende restaurant, der specialiserer sig i Djengis Khan-grill, en grillet lammefad. 5-1-6 Minami 5 Jo Nishi, Sapporo; 81-11-552-4029; indstil menuer fra $ 10.

Lookout Café: Denne trætunge café på toppen af ​​Mount Niseko Annupuri, der kun kan nås med gondol, har en utrolig udsigt. Niseko; niseko-village.com ; Snacks $ 4– $ 17.

Niseko Supply Co .: Sip champagne, mens du nipper til friske crêpes og galetter i dette renoverede bageri. Niseko; thenisekosupplycompany.com ; Patties $ 10– $ 15.

Prativo: En restaurant og mejeriproduktion med en stor vegetarisk buffet og is. Niseko; mælk-kobo.com ; Frokostbuffet $ 13.

Aktiviteter

Hokkaido Museum of Modern Art: Det bedste sted at se øens kunst samt en stor samling af internationale glasværker. dokyoi.pref.hokkaido.lg.jp .

Miyanomori International Museum of Art: Denne årti-gamle institution har en stærk samtidskunstsamling, der inkluderer flere værker af Christo og Jeanne-Claude. Sapporo; miyanomori-art.jp .

Sapporo Beer Museum & Beer Garden: Landets eneste ølmuseum, der ligger i en 125 år gammel bygning af rød mursten, der engang var Sapporo Sugar Company-fabrikken. 9-1-1, Nord 7 Jo, Higashi-ku, Sapporo; 81-11-484-1876.